Implantater: Tandimplantater er en naturlig del af de behandlingstilbud, som vi tilbyder ved manglende tænder. Tandimplantater kan være den rigtige løsning hvis du har mistet en eller flere tænder, eller har mistet alle tænderne og proteserne (gebisset) er løse.
Implantatet er fremstillet af titanium, som er et metal med den egenskab, at det kan vokse fast i kæben. Efter at være indopereret i kæbeknoglen kan implantatet fungere som støtte for en porcelænstandkrone eller -bro, som efterfølgende fastmonteres til implantatet. Normalt går der 2-3 måneder fra implantatet er indsat i kæbeknoglen til en tandkrone kan fremstilles.
Formålet er at give dig en fastsiddende tanderstatning, som både form-, farve-, og funktionsmæssigt ligner en naturlig tand så meget som muligt.
For at kunne anvende implantater er det nødvendig at du har en optimal mundhygiejne, og at forholdene i kæben er velegnede til indsættelse af implantater. Der skal være den nødvendige plads til implantatet og den nødvendige mængde kæbeknogle.
Implantater skal holdes lige som de øvrige tænder, tandbørstning to gange om dagen og dagligt brug af tandtråd eller tandstikker, da støttevævene omkring implantatet, ligesom omkring naturlige tænder, kan udvikle tandkødsbetændelse og paradentose.
Du mangler en tand – Hvis du f.eks. mangler en tand midt i rækken vil tandimplantatet anvendes som erstatning for en rigtig tandrod. Alternativet vil ofte være en brobehandling. Ved en brobehandling beslibes nabotænderne, denne behandling kan med fordel anvendes, hvis nabotænderne i forvejen er repareret med større fyldninger. Hvis nabotænderne til den manglende tand er intakte er implantat behandling at foretrække.
Du mangler flere tænder – mangler du flere tænder, kan de erstattes af en implantat båret bro. Alternativet vil være en aftagelig delprotese.
Tryklåsprotese – Har du problemer med at dine proteser er løse, kan vi løse problemet ved hjælp at tryklåsproteser. Dette består i at der isættes et passende antal implantater (ofte 4-6 i overkæben og 2-4 i underkæben) hvorpå der monteres den ene del at tryklås systemet, og den anden del monteres i protesen, hvorefter protesen klikkes på plads. Protesen skal dog fjernes i forbindelse med den daglige rengøring og tandbørstning. Protesen glider eller skrider ikke og har derfor meget bedre funktion end en almindelig helprotese.
Udboring til implantatet foretages af specialuddannet kirurg.